Opmærksomhed eller kærlighed

Gennem hele opvæksten bliver du fortalt, hvordan du skal være for at have lov til at føle dig accepteret eller måske elsket af omgivelserne. Det er i første række opdragerne dvs. forældrene og dernæst skolelærere, pædagoger og andre, som du er kommet i berøring med, der gør det. Du bliver altså fortalt, hvordan du skal være, og der er ikke nogen (eller kun meget få), der spørger hvem du er.

Omgivelserne vil altså hellere fremkalde en adfærd snarere end at kalde på din oplevelse af at være netop dig. Det skyldes ikke, at omgivelserne er onde overfor dig ,eller vil dig det dårligt. Det skyldes, at det er sådan, de selv er blevet opdraget, og de giver blot bevidstløst det videre, som de selv har modtaget. At fremkalde en adfærd er langt mindre besværligt end at kalde på, at barnet oplever sig selv i verden, for det kræver, at opdragerne skal genopdage verden oplevet med barnets sind.

Mange voksne har foregøglet sig selv, at de giver barnet masser af plads til at være det selv. I pædagogikken kaldes det ”at møde barnet dér, hvor dét er”. Det er en smuk og rigtig måde at søge at tackle det på, og det er da bedre end ikke at gøre noget for at se barnet.

Men det er også tydeligt, at det i altovervejende grad er en floskel, for lige så snart en situation spidser til, dvs. når de voksne føler, at de mister kontrollen med børnene i situationen, skynder de sig at fremkalde en adfærd, der får det hele til at blive lidt roligere og dermed nemmere at kontrollere. På den måde er det også nemt for barnet at finde ud af, hvad de voksne synes er rigtigt, og hvad de synes er forkert.

Barnet tilpasser sig. Det får en belønning, hvis dets adfærd er i overensstemmelse med det, som de voksne ønsker at fremkalde, og det får en straf, hvis adfærden afviger fra det ønskede.

Det ses måske ikke så tydeligt i hverdagen, fordi signalerne kan være mudrede til af mange forskelligartede sammenhænge i de enkelte situationer. Men barnet ved det godt. Det kan sagtens mærke, om det blot er tålt, om det er accepteret, eller om det er elsket. Efterhånden som der bliver kaldt mere og mere adfærd frem på bekostning af væren, fjerner barnet sig fra sig selv og bliver et billede på den opdragelse, det bliver udsat for.

Masser af forældre kan se dette i forbindelse med fx datterens leg med dukker. Dér vil pigen ganske tydeligt afspejle den adfærd, hun selv bliver afkrævet i den måde, hun får dukkerne til at reagere på. Pigen vil meget ofte blive den samme kontrollant overfor dukkerne, som hun oplever, at forældrene er overfor hende selv.

Det værste er, at de regler, som barnet skal underkaste sig, for langt størstepartens vedkommende er fulde af løgne, fortielser og grovkornede manipulationer. Ingen kan se igennem alle disse slør og forstærker derved blot de igangværende spil. Det er dagliglivets små og store, beskidte løgne, som vi alle ligger under for i en eller anden grad.

Vi er ofte blevet så tilpassede, at vi forveksler opmærksomhed med kærlighed. Vi skal overleve på at få denne opmærksomhed, og den får vi kun, hvis vi glemmer os selv og i stedet husker på reglerne, der oftest er tåbelige og overflødige. Vi glemmer at leve ud fra os selv. Det er, når vi begynder at turde det, at vi begynder at leve.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at så mange som muligt af mine klienter kommer til live, og at så få som muligt forbliver tilpassede. På den måde får vi et indblik i livet, som det kan leves, når modet til at være os selv sammen med andre er til stede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *