Psykologisk teori om projektioner

Det følgende er citeret fra Finn Abrahamowitz’s bog ”Det handler om mennesker. En indføring i psykologi”. ISBN 87-00-36988-8.
Det er en bog, jeg kun kan anbefale. Den er skrevet for almindelige mennesker og er nem at benytte sig af også som opslagsværk.

Projektion

Denne forsvarsmekanisme er meget interessant. Ordet svarer til det man bruger, når man kalder et lysbilledapparat for et projektionsapparat. Man overfører billedet til en hvid skærm, lægger det, der er indeni, ud i verden. Man ved ikke, at man rumler med uønskede homoseksuelle fantasier, men man hader bøsser og alt hvad der er stramrøvet og svanser indenfor ens synsfelt. Eller man fortrænger sin glødende aggressivitet og tillægger andre de aggressive tilbøjeligheder, som man så i fred og ro kan hade. Det gamle ordsprog ”Tyv tror hvermand stjæler”, dækker det hele.

Når man siger ”forsvarsmekanisme”, tror vi, det er noget mystisk noget, men denne mekanisme dækker måske ret meget af, hvad vi i det hele taget oplever. Den konfliktsky ser hele verden i et lidt for idyllisk, rosenrødt skær. Den mistro ser hele tiden sin mistro bekræftet derude.

Projektiv identifikation

Med dette begreb menes, at man ubevidst afviser uønskede behov og forestillinger og projicerer dem over på en anden person. (Ligesom ved projektion). Men det betyder ydermere, at den anden på en måde finder sig i det og spiller med på spillet. Man er f. eks. aggressiv og vil ikke være ved det. I stedet synes man, at den anden er så underligt hadefuld, at det berettiger ens aggressive tanker om ham.

Det er meget centralt i menneskelivet, tror jeg. Vi er ikke objektive iagttagere af vore medmennesker. Vi tillægger dem egenskaber, der stammer fra vort eget indre. Og somme tider spiller de med, men måske kun for en tid.

Du kan gøre et sjovt forsøg på at afprøve dine egne projektioner: Gennemtænk nøje en person, du ikke kan udstå, og en anden, du holder meget af. Når du så har skrevet de vrede og de venlige ord ned, så se grundigt efter, om de ikke beskriver sider af dig selv.

De projektive mekanismer har afgørende indflydelse på det, som den berømte psykolog Fritz Perls beskriver som

Fire grundtyper for neurotiske strategier:

1. Man gør, hvad andre vil have, man skal gøre.

Perls kalder det introjektion (at man kaster noget udefra ind). Der er intet i vores bevidsthed, siger han, der ikke kommer fra omgivelserne, men der er intet i omgivelserne, der er et direkte kropsligt behov for. Det skal fordøjes og tilegnes, hvis det virkeligt skal blive vores. Neurotikeren har ufordøjede meninger, handingsmønstre, følelser og vurderinger, der stammer fra andre.
Når den introjicerende person siger: ”Jeg tror…”, betyder det som regel ”De tror…”

2. Man gør overfor andre, hvad man anklager dem for at gøre mod én selv.

Perls kalder det for projektion (at kaste noget indefra udad). Man gør omgivelserne ansvarlige for noget, man egentlig selv er ansvarlig for. Man forflygtiger sit eget ansvar. ”Den seksuelt blokerede kvinde, der beklager sig, fordi alle gør tilnærmelser til hende, eller den kolde, tilbagetrukne, hovne mand, der anklager andre for at være uvenlige mod ham – dette er eksempler på neurotisk projektion.”

Den, der projicerer, gør det ikke bare mod omgivelserne. Han gør det også imod sig selv, og fornægter de dele af sig selv, hvor uønskede impulser opstår.

3. Man ved ikke, hvem der gør hvad mod hvem.

Perls kalder det konfluens (sammenløb). For nyfødte er det en naturlig tilstand. De har ikke nogen skelnen mellem det indre og det ydre, mellem selvet og den anden. Når voksne har bare en snert af denne fornemmelse er det meget uheldigt eller meget ekstatisk. Og dog har mange den. Det er f. eks. Ikke helt ualmindeligt, at forældre mener at kende deres behov bedre, end børnene selv gør. Til en sådan manglende fornemmelse for grænser hører også, at der er en stærk aversion mod alt, hvad der er anderledes, er ”udenfor”, minoriteter f. eks.

4. Man gør mod sig selv, hvad man gerne vil gøre mod andre.

Perls kalder det retroflektion (at kaste tilbage). Faren er, at man kommer til at splitte sig selv op i en handlende og en modtagende del, hvor denne modsætning skulle ligge mellem selvet og omgivelserne (med hver part som skiftevis handlende og modtagende). Typiske replikker: ”Jeg skammer mig over mig selv”, og ”Jeg må tvinge mig selv til at gøre dette arbejde”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *