Inspiration

På denne side vil der jævnligt være nye tekster, der bl.a. belyser nogle emner, der har været oppe at vende på de sidste kurser. Emner, som jeg håber vil være dig til inspiration.

Ønsker du at vide noget om de emner, der vil blive taget op på de fremtidige kurser, skal du blot skrive mig en mail, så vil jeg fremsende det, så snart det er udarbejdet. Eigil Asanta.

Indlæg af: Eigil Asanta og Mischa Lindner.

Eigil Asanta:

På gruppen i påsken, som jeg kaldte ”Veteranen og nybegynderen”, beskæftigede vi os en del med at se på de mekanismer, vi som børn etablerer i vores sameksistens med andre. I særdeleshed samspillet med de voksne i vores omgangskreds, der havde til opgave at opdrage os. Vi så især nøjere på de tilknytninger til disse voksne og de strategier, vi hver især etablerede i et forsøg på at overleve og føle os accepterede eller elskede. Det formulerede jeg som en skelnen imellem overlevelsesstrategier og livsstrategier, som senere udmønter sig i en stærkt nedsat eller manglende evne til at skelne mellem opmærksomhed og kærlighed. Jeg søgte ud fra deltagernes materiale at påpege i hvor høj grad, vi efterlever en masse skrevne såvel som uskrevne regler for at få opmærksomhed og efter at have gjort det i lang tid til sidst ikke forstår at se forskel på opmærksomhed og kærlighed. Vi er blevet forvirrede og utrygge og undertrykker i vores bestræbelser for at forstå tilværelsen behovet for at være kærlighedsfulde og bliver i stedet opmærksomhedssøgende og –krævende. Alt dette gør vi blot for at blive godkendt af vores personlige magthavere! Godkendelse er blevet synonymt med kærlighed, og det opfatter jeg som overmåde forskruet og ødelæggende for en relevant personlighedsdannelse i barndommen.

Jeg fortsatte ad de spor på sommergruppen, som jeg havde kaldt: ”Genopdagelsen af dig selv”. Jeg havde som udgangspunkt formuleret det som en iagttagelse af de elementer, der får os til at udtrykke os i bestemte, mere eller mindre fastlåste vendinger som et udtryk for en stærkt begrænset udfoldelse i forhold til vores iboende potentiale. På kurset beskæftigede vi os derfor meget med at se muligheder frem for at ligge under for de begrænsninger, vi hidindtil har levet under. Dvs. se mulighederne ved hjælp af en lang række af indfaldsvinkler til at skabe livskvalitet og at gøre det ved i intenst samspil med andre at se meget omhyggeligt og fordomsfrit på alle indlærte normer og mønstre for at iagttage, hvorvidt de til stadighed holder vand. Altså sætte spørgsmålstegn ved stort set alle de indlærte forestillinger og ideer, vi bærer rundt på, og som fungerer som ubevidste grundpiller i alle vores tankesæt og udsagn og se på, hvor meget vi begrænser os selv. Vi så altså på det store emne, der hedder selvskabte begrænsninger i tanke og i ord.

Det er indlysende, at det ikke er muligt at komme grundigt rundt i en så omfattende problematik på så kort tid, som vi havde til rådighed. Det var heller ikke meningen. Det var derimod meningen, at det skulle være en inspiration til det videre projekt med at opdage os selv som aktive deltagere i verden. Jeg har ved efterfølgende samtaler med deltagerne fået indtryk af, at dette er lykkedes. Nogle meget vigtige frø blev sået og er nu ved at spire frem.

For på bedste måde at komme videre i undersøgelserne af de talrige muligheder, der ligger foran hver af os, skal vi på efterårsgruppen hovedsagligt beskæftige os med at se på, hvordan vi etablerer forestillinger om elementære sammenhænge ved at give dem etiketter – ved at skabe båse, som andre mennesker og deres handlinger skal passe ind i. I et forsøg på at gøre verden overskuelig skaber vi uafladeligt forestillinger, der er baseret på deres egen modsætning. Fx siger vi kærlighed og opfatter modsætningen dertil som had. Vi siger kærlighed og tænker samtidigt på begrebet had. Vi siger hvid og tænker samtidigt sort. Vi siger blød og tænker samtidigt hårdt. Osv. osv. Vi har til sidst kun forestillinger, der er baseret på deres egne modsætninger. Sådan gør vi ved hjælp af primitivt tænkearbejde alt det, som vi kan genkende som ønskværdigt i os selv som sunde og gode hos andre. Ser vi derimod noget hos andre, som er kendt, men som ikke har ført dem til samme konklusion som vores egen, synes vi, de er forkert på den. Så vil vi prøve at overbevise dem om, at de har misforstået noget – at de er galt på den.

Derved opstår den form for diskussion, der kun har til formål at overbevise andre om ens eget standpunkt. Bliver vi ved med det, ender vi som rethaveriske, småtskårne personer, der egentlig er en pestilens for omgivelserne, fordi vi ser ned på andres holdninger. For mig at se er mennesker, der siger: ”Jeg er som jeg er, og det kan ingen gøre noget ved” stivnet i kun én forståelse af verden. De ser kun det, de vil se, for at fastholde billedet af sig selv, så de ikke kommer ud i spørgsmål, som det kræver en vis indsats at besvare. De er blevet psykisk dovne og forfalder derfor til nemme løsninger og her og nu belønninger, der kun forbliver overfladiske.

De er blevet intolerante og selvtilstrækkelige og opfatter sig selv som de eneste, ”der er helt rigtige i hovedet”.

Hvad er det for noget med noget for noget? Tynde skiver. Små sko. Lavt til loftet i lille butik som af indehaverne anses for at være meningen med det hele.

Finn Methling



En deltager på en af mine grupper for mange år siden sagde det så tydeligt, som det kan siges: ”Det er vanvid, for jeg forstår det ikke!” Så er den ultimative afstand til andre mennesker da skabt og blevet en del af tilværelsen. En tilværelse i følelsesmæssig isolation. Det er den eneste ægte form for ensomhed, jeg kan få øje på. Og det er da smadderærgerligt for dem hver især og for dem, der holder af dem.

Nu er det heldigvis muligt at gøre sig i stand til at tænke og tale fra en bredere baggrund end som så. Det er muligt at lære sig at inddrage langt flere elementer i analyserne, så man ikke strander i den frygtelige tilstand. Mange har evnet dette og har alene ved tænkearbejde nået spændende erkendelser, der har været til megen gavn for rigtigt mange mennesker. Imidlertid vil vi hurtigt opdage, at hvis vi samtidigt inddrager andet end den logisk tænkende del af hjernen til at få indtryk af verden, nemlig sanserne, åbner et helt nyt univers sig for os. Tingene bliver pludseligt ikke sort/hvide.

Står træerne altid med rødderne nedad og kronerne opad? Hvad gør de på den anden side af kloden? Tyngden bedrager.

Finn Methling



Alt får med ét en masse farver, så den person, vi ikke brød os om i går, nu står frem for os som lige så facetteret og spændende som dem, vi bedst har kunnet lide. Samtidigt sker der det, at vi ikke længere kan definere os selv ud fra de stramme retningslinier, som vi kunne i går. De giver ikke længere ordentligt mening og noget nyt kan spire frem i hver af os. Det er dér, vi kan se betydningen i udsagnet: ”Når du kan se en forandring i andre, er det fordi du selv har forandret dig.” Når du kan tænke og sige dette om dig selv i et samspil med andre, vil du kunne nyde at tage aktiv del i en tilværelse i evig forandring. Så vil din livskvalitet for mig at se være meget høj.

Det er altså dette hele tiden at se på os selv i verden med friske øjne, der er altafgørende for, om vi kan gøre os i stand til at vokse ud af vore opdrageres skygger eller ej. Vi kan også sige, at det på den måde at se på os selv i verden er en genvej til at blive selvstændig i tanke, ord og handling. Som jeg ser det, er der alt for få, der har modet til at gøre dette, og jeg glædes bestandigt over de resultater, som deltagerne på mine grupper opnår for sig selv.

Det er meget vigtigt for mig at understrege, at det er stort set ligegyldigt i hvilken retning den enkelte bevæger sig. Det væsentligste er, at de bevæger sig. Måske har jeg en privat forestilling om, at en eller anden med fordel snarere kunne gå i en anden retning end den, vedkommende selv vælger. Men jeg vil ikke forsøge at angive denne eller hin retning for nogen. Det ville efter mine begreber være en voldsom prægning, der kun ville være mulig, fordi jeg opfattes som en indsigtsfuld autoritet, der ved bedre end vedkommende selv gør. Og så ville det hele blot begynde forfra igen. Intet betydningsfuldt ville være opnået. Der er blot en ny ”forælder/lærer/pædagog”, som vedkommende skal have lidt opmærksomhed fra. Det vil jeg ikke velvidende være med til. At deltagerne selv finder vej er altafgørende for et blivende resultat af det hårde arbejde, de gør for sig selv i et terapeutisk forum. På den måde bliver ethvert resultat en gave fra vedkommende selv og til vedkommende selv.

Selv gør jeg det, at jeg hver dag på mange måder søger at forholde mig kritisk til min deltagelse i alle gøremål og deres virkninger såvel på kort sigt som på lang. Hvilke værdier har jeg taget med mig fra min opvækst, og hvilke er kommet til i mit voksne liv? Hvilke er stadig gyldige? Hvilke overser jeg? Spørger jeg mine venner efter ærlige tilbagemeldinger? Er jeg ærlig overfor mig selv? Osv. osv.

Tænk hvad det kræver af sminke, stålskinner, kramper, akrobatik, marchhastigheder og mumiebind at låse sig inde i en identitet.

Finn Methling



Det er vældigt kompliceret og derfor meget vanskeligt og måske umuligt at være konsekvent med. Det kan også være vældigt trættende at sætte mine idealer på voldsomme prøver, og somme tider kan jeg godt falde ind i en lidt modfalden sindstilstand. Men jeg giver ikke så let op. Jeg vil videre og videre og videre. Jeg hører ikke til dem, der vil dø for mine overbevisninger. Jeg hører derimod til dem, der vil finde modet til at leve dem!

Det er dette psykiske MOD, jeg kalder på hos mine klienter (og hos mig selv!). Forestil dig, at du har et vidne (ikke en dommer!!!) siddende på skulderen, som du kan dele dine oplevelser med og derigennem se dig selv en smule udefra. Altså igennem en god diskussionspartner, der hele tiden ser dig, som den, du er helt uden filter og gemmesteder og kun vil have dig til at gøre mere og mere for dig selv.

For at kunne det, er det nødvendigt at have en VEDHOLDENHED, en ihærdighed, så du ikke giver op på halvvejen. Jeg har set mange standse op, når de fx har fået en ny kæreste eller et nyt arbejde, for så må alt da være i orden!? Nej, det er det slet ikke. Alle de ubelyste problemstillinger fortsætter. Nissen flytter med, som man siger.

Du skal blive ved med at bruge dine redskaber! Når jeg siger det til mine klienter, får jeg ofte et stort suk tilbage med en bemærkning om, at det er da et alt for stort arbejde. Dertil svarer jeg: Tjah, at leve er et stort arbejde. I sidste instans dør vi af det. Men det er helt sikkert, at før den tid kommer, giver det et meget mere spændende liv at gøre noget i retning af det, jeg foreslår.

Men du skal også kunne bearbejde de indtryk, der ustandseligt kommer til dig. Du har derfor brug for en SENSITIV INTELLIGENS. Dermed mener jeg en evne til fordomsfrit og uden at gemme noget væk at bearbejde de nye indtryk, der hele tiden kommer til dig, så du ikke gemmer dig i selv-tilfredshed i en falsk forvisning om at vide alt, hvad det er nødvendigt at vide for at have et godt liv. For det er meningen med det hele: At få et godt liv. Og med et godt liv mener jeg ikke et liv, hvor magelighed, i økonomisk velstand, i tryghed eller lignende er i højsædet, selvom det da kan være ganske rart. Nej, jeg mener en tilværelse, hvor den til enhver tid tilgængelige livskvalitet er høj. Et liv, hvor du hele tiden ser dig selv som del-tager i en dynamisk proces og med dine sidste indsigter som katalysatorer arbejder for fornyede indsatser. Et liv, hvor du hele tiden tager tingene op efterhånden, som de opstår. Så lever du med en dynamisk bevidsthed i uophørlig genopdagelse dig selv. Du er blevet medlevende.

En klient kom for nogle år siden til at lave en meget spændende fejlskrivning. Hun ville have skrevet: Tag tingene op, efterhånden som de opstår. Det er præcis, hvad jeg mener med det ovenstående. Imidlertid kom hun til at skrive: ”Tag tingene op, efterhånden som du opstår”. Perfekt!!!! Sker det, er du bevidst til stede hinsides alle de forestillinger, du her og nu kan gøre dig. Du har genåbnet dig selv til fulde, og du vil konstant være parthaver i en uendelig nyskabelse. Kan du nå dertil, er jeg blevet arbejdsløs, hvilket jeg på denne baggrund ville hilse med stor fryd.

Jeg ved meget vel, at det er ret så vanskeligt at være konsekvent i udførelsen af disse ting. Det ved jeg som sagt også af egen erfaring.

Men vi har da alle lov til at øve os og så endda have det sjovt undervejs!!

EA sept. -07.

Mischa Lindner:

Om at folde dit selv ud !

Selvet er det naturlige centrum for enhver psykisk vækstproces og samtidigt kan begrebet ”selvet” være sløret, forvirrende og virke utilgængelig for den enkelte.

På sommergruppen i år lagde vi fokus på genopdagelsen af selvet som et første afgørende skridt på vej hen imod en dybere erkendelse af vores eget selv hinsides alle de normer og definitioner, som vores omgivelser, især opdragerne, havde lagt hen over vores selv og derved sløret for os, hvem vi i virkeligheden er. Dette arbejde indebar først og fremmest en bevidstgørelse af stivnede og livshæmmende mønstre for at kunne begynde at se os selv bagom dem. Vi prøvede så at sige at slå autopiloten fra for at bevæge os dybere ind i os selv, at begynde at bevæge os vertikalt ind i os selv frem for horisontalt hen over livets overflade. Dette førte – på godt og ondt - til nye, ofte helt uventede erkendelser om os selv og en gryende erkendelse af nye, mere givende livsmuligheder.

I efteråret satte vi så fokus på at ”åbne op”. Den store udfordring her var, at begynde at stå frem som vi er i en given sammenhæng frem for at skjule os bag facader og mønstre i frygt for at blive afsløret og derfor afvist. Vi prøvede så at sige at bevæge os frem fra selverkendelse til selvafsløring som et vigtigt skridt i retning af hvad jeg tidligere har omtalt som ”virkeliggørelse”. Her handlede det først og fremmest om at sige tingene højt. Dette betyder bogstaveligt talt at åbne døren ud af det fængsel som vores selv havde været spærret inde i. Erkendelsen af selvet er nøglen. At sige det højt er at bruge den.

Nu er det vigtigt at bevæge sig (selv) ud i verden. Det er det, jeg forstår som udfoldelse af sit selv. Den eneste mulighed til at bevæge sig i ud verden er igennem handling. Ved at handle manifesterer vi vores selv i verden og træder ind i en dynamisk udveksling med den. Vi kalder det livet. For mig at se kan kurserne i psykisk vækst blot være inspiration og katalysator i en selverkendelsesproces – de er ikke livet.

Det er vidunderligt at opdage, at du er meget større end dig selv

og at se, at også dette er ganske småt!

EA



På kurserne sår vi, knopper spirer, og vi begynder at blomstre, men vi hverken kan eller skal høste der. Vi kan tydeligt se det hos planten: Den sætter en blomst, som så skal visne, før frugten sættes. Derved mister den, i mine øjne, ikke sin skønhed. Den realiserer blot sit potentiale, som allerede var lagt i kimen. For mig er det skønheden hinsides synets overflade.

Det sete afhænger af øjet, der ser, siger man.

Javel; men ved den seende, hvor han befinder sig i forhold til det sete?

Og i forhold til sine egne øjne?

EA



For at kunne komme til udfoldelse skal den tidligere omtalte vertikale bevægelse igen omsættes til en horisontal bevægelse, begge bevægelser er nødt til at være i en dynamisk balance. Når jeg ser ”udfoldelse” ser jeg både en vertikal og en horisontal bevægelse. Den vertikale bevægelse forbinder mig med dybden af mit selv og den horisontale med verden omkring mig.

At skabe denne dynamiske balance er den egentlige udfordring i vores fælles arbejde med selvet som omdrejnings-punkt. Selvet er skatten i vores indre, men det er kun igennem bevægelse at vi kan finde og dele den. Det er ikke tilfældigt at vi bruger ordet ”bevægelse” så meget – ikke mindst i overført betydning - både når vi omtaler vores følelser og vores tanker: Vi er bevæget af følelser, vores tanker raser osv.. Og det er heller ikke tilfældigt at vi stort set ikke bruger ordet i forbindelse med handling. Men vores følelser og tanker stivner, når vi ikke handler ud fra dem. Vores følelser bevæger os stadigvæk, vores tanker raser stadigvæk, men de bliver mere og mere de samme. I virkeligheden er vi i færd med at stivne.

Derimod er handlingen den egentlige og væsentlige bevægelse. Det er handlingen, der er formidleren imellem vores indre bevægelser og det, der bevæger sig omkring os. I handlingen skaber vi forbindelsen mellem den indre og den ydre verden, og når vi ikke handler, forbliver vi fastlåste i handlingsmønstre eller bliver helt handlingslammede. Så er forbindelsen mellem vores indre, vores selv, og verden omkring os kappet. Sagt med andre ord: Ikke-handling - passivitet - er den mur, vi bygger mellem vores selv og verden omkring os. Så længe vi ikke handler ud fra vores dybere erkendelse af vores selv og er parate til at tage konsekvensen af det, vil denne mur bestå og vores selverkendelse være frugtesløs, og der vil ikke være nogen høst. At handle ud fra en dybere erkendelse af sit selv er at høste livets frugter.

Først der bliver selverkendelsen virkelig, først der erkender vi os selv. Sagt med andre ord: Det er igennem handling, vi erkender os selv.

På de sidste to kurser har vi arbejdet med at dykke ned i dybden af vores selv og at stå ved det, vi har fundet, ved at sige det højt. Nu handler det om at stige op fra dybden og erobre nye højder ved at lade selvet udfolde sig fra denne dybere selverkendelse igennem bevidst handling. Det er her, den afgørende forskel ligger: Vi tager skridtet fra at handle i ubevidste, stivnede reaktionsmønstre til at handle bevidst ud fra vores dybere erkendelse af vores selv.

Jeg har pointeret Selvet som omdrejningspunktet for dén psykiske vækst-proces, vi prøver at fremme på kurserne. Jeg har bevidst undgået at give en definition af begrebet. Der findes mange psykologiske teorier om det. Indtil videre har jeg ikke stiftet bekendtskab med en eneste teori, der kunne rumme og beskrive, hvem du er, eller hvem jeg er. Det, jeg prøver at give videre, er min indsigt i, hvordan du selv kan finde ud af det, fordi det er dit selv, du kommer til kurserne for at erkende og at bringe til udfoldelse. For mig at se er den eneste mulighed, at vi delagtiggør os selv i hinanden uden at definere hinandens Selv. Det er det, jeg inviterer dig til, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at støtte og vejlede dig i dine egne undersøgelser af dit selv.

Stort set alle deltagere i disse kurser – inklusive mig selv – har på et tidspunkt spurgt om, hvordan oplevelserne og indsigterne fra kurserne kan overføres til det daglige liv. I forbindelse med det kommende kursus vil jeg gerne videregive et svar fra min lærer Michael Barnett i min oversættelse:

”Menneskerne prøver ihærdigt at klatre op til bjergets top for at nå himlen. Men sandheden er, at ethvert sted på bjergsiden begynder himlen.”

Sagt med mine egne ord: Der er ingen grund til at vente med at handle.

Mischa Lindner

November -07