Terapiformer

PSYKOANALYSE:
Årsagerne til dine problemer skal søges i alt det, du ikke forholder dig til i din daglige færden. Derfor vil det første led i et terapeutisk forløb være, at du bliver bevidst om dine handlingers og tankers indbyrdes sammenhænge. Dertil har vi brug for at finde materiale frem fra dit liv indtil nu. Din måde at træffe valg på er skabt i barndommen. Det er dér, de livshæmmende mønstre er dannet, og det er ved påny at se kritisk på dem, at du kan forandre dit liv. Mange mennesker kan ikke på stående fod huske særligt meget fra deres barn- og ungdom. Og de, som kan huske en masse, har oftest en stærkt redigeret version af den. En version, som skal betragtes med helt nye øjne. Jeg anvender derfor forskellige teknikker til at fremkalde betydningsfulde erindringer.

DET KROPSORIENTEREDE:
De beskeder, som kroppen giver os, kan være lidt svære at tolke, og for at sætte dem i relief for netop dig skal de suppleres med analytisk arbejde. Dvs. at vi skal se på din opvækst og dit nuværende liv for at se, hvordan tingene griber ind i hinanden. Det vil give dig oplysninger om de mekanismer, du ligger under for og om de potentialer, du endnu ikke har bragt i anvendelse. Det kan være smertefuldt at se på igen, men det er helt bestemt nødvendigt for at kunne frigøre sig fra dem. Her er regressions-terapi et nyttigt redskab. Det betyder, at vi ved forskellige meditative metoder bringer dig tilbage til tidligere faser i dit liv, hvor betydningsfulde ting er sket. Du vil så opleve dem igen med alle de dertil hørende følelsesmæssige ladninger og bagefter være i stand til at bearbejde dem med den voksne indsigt, du nu er i besiddelse af. Der er en mængde forskellige muligheder for at lave regressionsterapi. To af de mest effektive, er Chakrameditation og hyperventilation.

Chakrameditation: Vi har 7 punkter på kroppen, som man i Østen kalder for chakraer. Vi kunne med et vestligt ord kalde dem for nerveplektrer. Det vil føre for langt her at komme nærmere ind på dem, og på hvad de betyder for os, men meditationen foregår ved, at du koncentrerer dig om punkterne på en bestemt måde og derigennem får en mængde informationer fra din krop. Informationer, som skubber til din normale forestilling om dig selv, og som du kan bruge i det videre terapeutiske arbejde.

Hyperventilation: Teknikken ved den meditationsform er, at du trækker vejret meget hurtigere og dybere, end du normalt gør. Du giver hjernen alt for meget ilt. Der sker en forskydning af syre/base-balancen i nervesystemet, og hjernen får langt mere at arbejde med, end du er vant til. Derved opnås, at den logik, vi tror så meget på i dagligdagen, forsvinder og giver plads til alle mulige oplevelser af en ganske anden art og til oplevelser, som vi ellers har glemt eller fortrængt. Herunder fx tiden lige før, under og efter din egen fødsel, der rummer en masse brugbare informationer til dig. Da det hele er baseret på, at du trækker vejret meget hurtigere end normalt, kalder jeg den meditation for hyperventilation ("at trække vejret alt for meget"). Det er den form, den tjekkisk-amerikanske psykoterapeut Stanislav Grof benytter, og den erstatter på mange måder den klassiske psykologi og ikke mindst psykoanalysen. Det er meget effektiv måde at nå ind bag alle vores forsvar på. Du vil kunne nå ind til dine inderste følelser oggive dig selv mulighed for at forløse dig selv dérigennem.

DRØMMETOLKNING:
Det anses blandt mange psykologer for lidt gammeldags at beskæftige sig med sine drømme. Det er nu min holdning, at de kan give dig en masse viden om dig selv, som du ellers skulle bruge meget længere tid på at opnå ved at anvende andre indfaldsvinkler. Jeg er heller ikke her dogmatiker og bruger teknikker fra forskellige psykologer, der gennem tiderne har arbejdet med drømme. Noget Freud, noget Jung, noget Perls osv.
Jeg mener, at dit drømme-jeg er en god forbundsfælle for dig. Så det er en god ide at lytte til det.

INGEN DIAGNOSER:
Jeg bruger aldrig diagnoser.
For mig er diagnoser er en slags etiket, som terapeuten skaber og derved skabes en afstand mellem dig og ham/hende selv. Det er umuligt at behandle en etiket. Det eneste, behandlere kan og skal gøre, er at turde forholde sig til det menneske, der sidder over for dem. Det er først, når klienten og behandleren ser hinanden i øjnene, at tingene sker. Så er vejen banet for et ligeværdigt forhold imellem klient og terapeut.

Jeg betragter aldrig en klient som en patient. En patient er for mig en person, der er syg, som pacifiserer sig selv og derved søger helbredelse. Får du først etiketten "jeg er syg" på dig, er det meget sandsynligt, at du identificerer dig så meget med at være "syg", at det er meget sværere at slippe ud af det igen.

Det er altså graden af din identifikation med dine problemer, der er afgørende for, om du kan gøre det muligt at slippe fri igen. Så jo længere du har ladet en diagnose klistre til dig, jo længere er du fra dig selv, og jo vanskeligere bliver vores arbejde med at befri dig.
Det er vigtigt for mig at fastslå én gang for alle, at selvom jeg bruger meget effektive metoder, er det altid dig, der bestemmer farten. Alting skal foregå i det tempo, du vil være med til. Jeg søger blot at inspirere dig til at overskride dine egne grænser lidt efter lidt. DU bestemmer. Ikke jeg.

PSYKOSOMATIK:
Marie Cardinale har skrevet en bog med titlen: "Ord, som forløser". For mig er det gsnske enkelt usandt. Ord kan belyse problematikker og oplyse om en masse, men først når du får medinddraget og forholdt dig til de følelser, der aktiveres i kroppen, kan der blive tale om en forløsning. Ganske enkelt fordi du er både krop og sind. Du kan ikke skære den ene halvdel væk. Det er lige så umuligt som at forestille sig, at man løber et maratonløb og kun bruger den ene side af kroppen! Det er her begrebet psykosomatik kommer ind. Ordet er sammensat af de to græske ord psyke og soma. Psyke betyder sjæl (for at undgå en masse unødig diskussion kalder jeg det sindet) og soma betyder krop. Psykosomatiske lidelser er altså reaktionerne på det, der sker mellem kroppen og sindet, og denne måde at iagttage mennesket på bliver mere og mere anerkendt over hele verden.

Mit udgangspunkt er, at din krop og dit sind er ét hele. For at give dig selv de bedste muligheder for at erkende verden, er du nødt til at bruge kroppen. Den er langt fra det ideelle redskab til at erkende verden med, men det er den, vi nu engang har. Derfor er det vigtigt, at du kender din krop, og at den er din ven. I den vestlige verden har kirken lært os, at vi skal adskille krop og sjæl. Det er ødelæggende for os. Din personlige forløsning sker gennem kroppen, for dén har svarene på alle de spørgsmål, du måtte kunne stille. Eller på næsten alle.

Jeg lægger megen vægt på, at mine klienter får vækket deres kropbevidsthed. Når det er sket, vil vejen til betydningsfulde erkendelser ligge åben. For at gøre dig i stand til at erkende din krop, bruger jeg bl. a. en metode, der hedder energiarbejde. Det er meget svært, ja umuligt med ord at definere det på en forståelig måde. Det skal prøves. Mange kender healing som begreb. Det ser måske underligt ud, at man kan forandre kropslige reaktioner blot ved at holde en hånd ved eller på en andens krop. Men det kan man. Jeg vil ikke om mig selv sige, at jeg er healer. Slet ikke. Det, jeg kan, er at gøre noget, der i sin form ligner healing og som giver dig oplysninger om dine egne blokeringer og dit eget energiflow. Det sætter så at sige ekstra gang i dig.

Jeg er din vejleder, når du bevæger din ind i din indre jungle, men det er dig, der opdager, hvad der skal til, for at du vedvarende vil kunne ændre dit liv og gøre det langt mere spændende at leve.

Jeg giver dig ikke forestillinger om nogen form for mirakelkur. For den findes ikke. At se grundigt på dig selv og blive i stand til at handle dérfra, er til tider hårdt – men meget givende - arbejde.