Kurser v. Eigil Asanta
Jeg afholder jævnligt kurser i psykisk vækst. Jeg søger at tilstræbe, at de finder sted mindst en gang i kvartalet. På denne side vil der altid være oplysninger om sted, tid og pris for de til enhver tid planlagte kurser.
Jeg samarbejder på langt de fleste grupper med Mischa Lindner (Psykoterapeut. Se venligst www.mischalindner.dk).
Gruppe: Psykologisk orienteret kursus, som henvender sig til både nye og gamle klienter. På en gruppe vil der hver morgen være mulighed for at snakke om gårsdagens oplevelser og overvejelser med terapeuterne og de andre deltagere. Derefter er de fleste af dagens sessioner oplevelsesorienterede, og derfor uden samtaler. Inkluderet er en filmweekend 3-4 uger efter kursets afslutning, hvor gruppen mødes, og ser vigtige optagelser fra sessionerne.
Energigruppe: Gruppe, der henvender sig til de af mine klienter, som ikke længere har psykisk materiale, der nødvendigvis skal bearbejdes i selve forløbet, men som kan gå direkte ind i energierne og som har stor erfaring med at arbejde non-verbalt.
Samtale-Weekend: Denne type weekend henvender sig til alle klienter, og indbyder til, at I bruger hinanden til indholdsrigt og opløftende samvær. Der vil kun være 3 fælles samtalesessioner, nemlig lørdag morgen og aften samt søndag morgen. Du kan på forhånd bestille en privat samtale med mig.
Informations-weekend: For pårørende til klienter. Da det kan være både forvirrende og provokerende at kende en, der går i terapi, giver denne weekend dig mulighed for at møde mig, spørge til og undersøge, hvad det er, der foregår i Sensana og hvorfor.
Som du vil kunne se på siden "Sensanakalender", varierer kurserne fra weekends med 8-10 lektioner til 14-døgns grupper med 120 - 160 lektioner. Alle kurser er med overnatning, da det giver den største dybde i forløbet. Mine kurser er meget intensive og i modsætning til, hvad der normalt er kendt, rummer de mange sessioner med forskelligartede "meditationer og øvelser", som giver dig klare oplevelser af dig selv og menneskene omkring dig, og ret få sessioner med ord. Jeg lægger megen vægt på, at det oplevelsesorienterede er i centrum. Først derefter kan samtaler om det oplevede belyse og uddybe det netop erfarede.
Dén rækkefølge er vigtig for mig at understrege .
Du - og den, du er i netop dette øjeblik - er i centrum.
Da du, og alle de andre hele tiden forandrer jer, er det praktisk taget umuligt at give et indblik i, hvad der kan ske på kurserne. Dels fordi næsten alle sessionerne opstår spontant og derfor varierer fra gruppe til gruppe, fra dag til dag og fra time til time, og dels fordi de opleves meget forskelligt fra deltager til deltager. Men én ting er helt sikkert: Kurserne giver alle en stor mulighed for at forandre deres egen tilværelse betydeligt. Rigtig mange har oplevet sig selv fra helt nye vinkler og dermed fundet mulighed for at skabe varige forandringer i dagligdagen.
Jeg laver gerne kurser på opfordring fra personer, jeg ikke på forhånd kender. Send mig blot en e-mail på adressen: eigil@sensana.dk eller ring eller skriv. Så prøver vi at finde ud af noget sammen.
Jeg byder dig hjertelig velkommen i Sensana.
Eigil Asanta